QuizStar

Quizstar

Quizstar er en hjemmeside, hvor man gratis kan oprette og styre sine egne online-quizzer. Quizzerne vil eleverne kunne tage på enhver computer med netadgang. Der er både en hjemmeside til læreren, hvorfra quizzerne administreres, og en hjemmeside til eleverne. Eleverne tager quizzen i eget tempo og quizstar er derfor velegnet til at bruge enten som en prøve/test eller som hjemmelektier.

Der er på Quizstars hjemmeside en fin beskrivelse af hvordan Quizstar fungerer, men i nedenstående link er en kort opsummering af det væsentligste.

Quizstar

Tips og Tricks

  • Eleverne kan ved hvert spørgsmål i quizzen trykke på “flag this question for later review”, og kan på den måde hoppe tilbage til et spørgsmål, som de gerne vil vente lidt med at besvare.
  • Hvis man har lavet en quiz, hvor hver elev kun har et forsøg til at svare på hvert spørgsmål og eleven pga. computersvigt eller lignende ikke får svaret på spørgsmålet eller gjort quizzen færdig, kan man som lærer gå ind og ændre på den enkelte elevs antal svarforsøg, uden det påvirker de andre elevers antal forsøg. Dette styres ved at gå ind på “Class Manager” under den relevante klasse og relevante quiz og trykke “Permission”.
  • Når man uploader billeder, formler mm. er det en rigtig god idé allerede fra start at navngive disse hensigtsmæssigt, så de er nemme at finde til en anden quiz.

Fordele og pædagogiske overvejelser :

Quizzerne i Quizstar har primært to funktioner i undervisningen. De kan dels bruges som lektie, dels som test/prøve i klasselokalet.

Det rigtig gode ved quizstar er, at man kan uploade billeder i spørgsmålet men også i svarmulighederne. På den måde kan man lave quizzer, hvor der indgår formler, grafer, tabeller mm. (alle ens billeder gemmes i et lager, så det er nemt at genbruge billeder).

Læreren bestemmer hvornår quizzen begynder og slutter, og læreren kan også angive, hvor mange forsøg eleven har til at svare på quizzen. Elevernes svar gemmes i seks måneder, hvor læreren kan se dem. Man kan downloade svarene som en textfil eller udskrive dem. Man kan desuden få resultaterne tilsendt på sin mail undervejs i quizzen, eller når quizzen er færdig. Læreren kan enten bruge elevernes svar til sig selv f.eks. i forbindelse med karaktergivning, eller læreren kan analysere svarene sammen med eleverne.

Der er flere muligheder for at konstruere feedback til eleverne i selve quizzen. Man kan vælge, at de får feedback efter hvert besvaret spørgsmål, efter endt quiz eller efter et givet antal forsøg. De samme muligheder har man for at give eleverne det korrekte svar.